Fra nabo til nabo
Låger til Naturparken og nyt om fællesarealerne
Nye låger, afstand til dyrehegnet, iltning af søerne, stier, hundeposer og bord-/bænkesæt. Her er hele LEA’s orientering om fællesområderne.
Beboerbesked fra LEA Ejendomspartner, 2026-04-15. Herunder er beskedens indhold gengivet. Kontaktoplysninger og personlige modtager- og kontooplysninger er udeladt.
Beskeden fra LEA
Kære beboere i Julemosegård,
Denne orientering er generel og er fremsendt til alle beboere i Julemosegård.
Vi håber, at I alle har haft en god påske og så småt kan mærke, at foråret er på vej.
Låger og hegn mod Naturparken: Det har længe været hensigten, at der fra Julemosegård mod Naturparken skal etableres låger, så den direkte adgang til Naturparken bliver lettere. Disse låger er nu ved at blive etableret.
I dag står dyrehegnet de fleste steder 1,5 meter inde på kommunens areal. Placeringen af hegnet skal justeres, så det fremover står 1,75 meter inde på kommunens grund. I den forbindelse er det nødvendigt, at der friholdes 1,75 meter op til hegnet, så kommunen kan vedligeholde området og klippe græsset fra deres side.
Kommunen står for vedligeholdelsen af arealet fra deres side af hegnet, og anvender i den forbindelse maskiner til at klippe græsset, som kan række ind over hegnet. Afstanden skal sikre, at stødhegnet har den fulde effekt, således køerne kan holdes på den rigtige side af hegnet og sikre, at kommunen kan vedligeholde området efter hensigten.
Hvis I derfor har opsat hegn eller andet, der vil være tættere på kommunens hegn end 1,75 meter, skal disse flyttes, så der skabes den nødvendige afstand. Udlejer vil i den forbindelse sørge for, at der opsættes skilte med ”privat område” i enderne, så arealet langs hegnet ikke fremstår som et område, der kan benyttes til gåture for uvedkommende.
Udlejer er opmærksom på, at dette kan få betydning for enkelte beboere, og håber på forståelse for, at det er nødvendigt for at leve op til kommunens krav og retningslinjer.
Søerne ved fællesområderne: Der er bestilt en surface aerator til søerne. Den skal hjælpe med at cirkulere samt ilte vandet, og dermed mindske algevækst, så søerne fremstår pænere.
Bunker med grus ved fællesområder: De grusbunker, som er placeret ved fællesområderne, er tiltænkt udbedring af stierne. Gruset vil blive brugt løbende, så stierne bliver mere jævne og bedre at gå på.
Skraldespande ved fællesområder: Der er opsat skraldespande ved fællesområderne. Der vil også blive opsat poser til hundeefterladenskaber. Udlejer håber, at dette vil være til gavn for alle, og at I vil hjælpe med at holde områderne rene og indbydende.
Hvis I oplever, at der mangler poser ved nogle af skraldespandene, må I gerne kontakte viceværten, Toni.
Bord-/bænkesæt ved fællesområder: For at fremme fællesskabet vil der i løbet af foråret blive opsat bord- og bænkesæt på fællesområderne. Udlejer håber, at de vil blive brugt til hyggelige stunder med familie og naboer.
Beboermappen: Der har været tvivlsspørgsmål omkring maling, hvorfor beboermappen er blevet opdateret. I finder vedhæftet den opdaterede beboermappe.